Sådan ser den ud – den endelige plakat til årets Heartland Festival, der finder sted om seks uger.

Og det er naturligvis med LCD Soundsystem (Vega i efteråret var fantastisk!), Patti Smith, Slowdive og The The som højdepunkterne på en dejlig festival – der skal passe på ikke at blive FOR voksen og pæn.

Jeg har nydt de to første år, for det er simpelthen et lækkert område med en god atmosfære og udsmykning, men jeg måtte også i fjor erkende, at det måske ikke er mig, den henvender sig mest til.

Der var lidt for mange øjeblikke, hvor jeg havde lyst til at sparke til sushibakker og fyldte roséglas, altså rigtige, højstilkede glas. Især, når de var placeret mellem fire mennesker, der absolut mente, de skulle sidde ned midt i flokken af mennesker, der rent faktisk gerne ville stå op og både se og høre Sort Sol.

Der kommer nogle ændringer på pladsen i år, og der bliver mere sen musik. Og det glæder jeg mig til at opleve, for en festival uden fokus på musik og fest er ganske enkelt ikke min festival.

Art-programmet har jeg ingen forventninger til, den finere madlavning interesserer mig ikke rigtig, og der er lange køer til mange talks, så det er musik, øl og burgere, der skal bære mig igennem. Surprise!

Van Morrison, Alex Cameron, Lykke Li, Coco O, Benal og Fribytterdrømme ser jeg også frem til – og så glæder jeg mig naturligvis til at se Pussy Riot give pænheden et ordentligt los i bollerne!

 

 

 

 

 

Reklamer