Fem festival-koncerter, jeg desværre går glip af

”Dem må du ikke misse”. ”Dem SKAL du se”. Klassiske vendinger i danske musikmedier. Især i festivaltider. Og festivalsæsonen er jo blevet indledt med Spot for nyligt og både Distortion og NorthSide i denne weekend. Overskriften kommer jeg tilbage til … men først:

Når man læser forskellige mediers lister med koncerter, man ikke må gå glip af på årets festivaler, eller forhåndsvurderinger af festivalernes programmer, er kriterierne for udvælgelserne eller vurderingerne ofte fraværende. Eller i hvert fald noget uklare.

Er det personlig smag? Er det en objektiv vurdering af, om navnene passer ind i festivalens profil? Eller hvordan man selv synes, festivalen burde lave festival? Er det en vurdering af den kunstneriske kvalitet? Har det med kunstnerens popularitet eller festivalens økonomiske resultat at gøre? Og hvorfor vælger man at anbefale en kunstner frem for en anden?

Det mest ærlige i hele dette miskmask er den personlige anbefaling – i stedet for f.eks. Gaffas ”13 navne du ikke må misse på NorthSide”, der er komplet renset for sjæl, musikalsk indsigt og forventningens glæde. Det er bare 13 beskrivelser, men ingen læsere aner, hvorfor disse kunstnere er valgt frem for de øvrige navne på plakaten.

Der er en byline på artiklen, men igen ved ingen læsere, om det så faktisk er afsenderens anbefalinger eller den samlede Gaffa-redaktions. Og derfor ender den slags artikler med bare at være mere ligegyldigt ”content” i den endeløse række af ligegyldigt ”content”, som vores (online)verden er ved at flyde over med.

Jeg vil tro, man ret hurtigt kunne prompte en eller anden AI-robot til at komme med et forslag til samme type ”content”, der alt efter synsvinkel er nøjagtig lige så godt, ringe eller ligegyldigt.

Det er en af grundene til, at selve afsenderen på indhold i fremtiden bliver vigtigere og vigtigere for medierne. Især afsendere med ballast og viden, der bevæger sig ud i den rigtige verden og rapporterer i stedet for kun at leve i den pseudorealistiske onlineverden.

Er afsenderen troværdig? Har man tillid til reporteren? Kan man bruge anmelderens vurderinger? Og naturligvis – er afsenderen sprogligt og formmæssigt dygtig og præcis? Helt klassisk journalistik. Det bliver pejlemærker. Igen.

Når det handler om musikjournalistikken, har de etablerede medier for længst gravet deres egen grav ved at skære ned, forsøge at opretholde objektivitet og samtidig skrive mere og mere personligt.

Medierne sætter sig mellem to stole ved på den ene side at forsøge at insistere på autoritet som et etableret medie og på den anden side prioritere følelser og jeg-historier, som var det blogjournalistik for 10-20 år siden eller ikke-underbyggede syn’sninger á la SoMe-opslag som for 5-10 år siden. Fordi ”det er det, de unge vil have, og vi skal jo følge med tiden”.

Men for de unge har de etablerede medier aldrig været relevante, og de ældre ryster på hovedet over uvidenheden, selvoptagetheden og selvretfærdigheden, mens de opsiger deres abonnementer eller klikker andre steder hen.

Jeg forbruger stadig mange af de etablerede medier, men det er efterhånden stort set kun af faglig interesse. Læse-/lytteoplevelserne er meget sjældne og sværere at finde i det uendelige indholds-hav, og der er ikke rigtigt nogen herhjemme, der rammer mig, hverken i bredden eller dybden. Eller såmænd bare på overfladen …

Især har de skrevne medier lukket sig selv totalt om egen selv- og verdensopfattelse. Det åbne, nysgerrige, veloplagte, elegante og vidende er oftest erstattet af postulater, flommefed hype, hykleri, bagstræberisk uvidenhed, krigerisk retorik og dårlige oversættelser.

Indhold for indholdets skyld, hype for hypens skyld, debat for debattens skyld. Eller tom luft som nævnte anbefalinger fra Gaffa. Ingen bliver klogere, alle bliver surere.

Det er uudholdeligt.

Verden bliver større og større, men værdien findes mere og mere i det nære. Jeg vil langt hellere høre mit postbuds anbefalinger af black metal-navne end læse et selvoptaget jubelskriv i Gaffa, Soundvenue, Berlingske eller Politiken.

Og jeg vil langt hellere have anbefalinger til festival-koncerter af nære venner, for autoriteten findes alligevel næsten ikke længere. Det er stort umuligt at være autoritet i vore dage, fordi vores smag er så forskellig, og musikhavet er lige så uoverskueligt som ”content”-havet.

Det ville faktisk kræve, at medierne ansatte specialister i stedet for at fyre specialister, og skruede op for dækningen frem for at skrue ned.

Jeg vil ikke have det nuværende – jeg vil have vidende, veloplagte, velskrivende, veltalende specialister til at fortælle mig noget!

Og tilbage til overskriften. De fem navne, jeg nu lister, er skrevet ud fra mine helt personlige kriterier for at se en koncert:

• De er i mine fuldstændigt objektive ører virkelig gode
• Jeg har ikke set en koncert med dem før
• Jeg har set dem før og ved, at det vil blive godt igen
• Jeg er nysgerrig efter, hvor de nu har bevæget sig hen
• Rammerne er de helt rigtige lige netop her, lige netop nu
• Sidste chance for at se en legende
• Det, der sker på scenen, svarer til det, man kan høre
• Det må gerne være sjovt og uhøjtideligt

Og grunden til, at jeg går glip af de følgende fem navne, er, at jeg går glip af alle festivalnavnene. Jeg skal nemlig ikke på festival i år. Men disse fem ville jeg virkelig gerne have set:

Baxter Dury, NorthSide
En 54-årig, hvid, engelsktalende mand. Jeps! Med masser af attitude og kommentarer om det moderne liv. Hvem gider høre mere på den slags? Det gør jeg! 
Jeg har aldrig set ham før, han har vist nok aldrig spilelt i Danmark, og han er netop nu bedre end nogensinde med sjove sange, ofte talesunget, på en bund af uptempo beats eller skarpe grooves fra trioen bag sig.
Det gad jeg virkelig opleve på en stak træflis i silende regnvejr med en tynd fadøl i hånden. Ren Lebensfreude. Og nu går det op for mig, at det faktisk var i går, han spillede – men han er naturligvis ikke blevet anmeldt noget sted. Schade!
På NorthSide ville jeg også gerne se: Twilight Sad, Peggy Gou, Kings of Convenience, Charlotte de Witte, Viagra Boys 
(Jack White skal jeg se i Malmö på mandag, hvis nogen undrer sig over hans fravær på listen)

MOR, Copenhell
For et par uger siden fik jeg post fra MOR.
For MØ’s electropunkduo med veninden Josefine Struckmann fra de gamle dage i Odense er tilbage! Og de har udsendt en 7”EP med fire af deres gamle sange, som de ikke tidligere har udsendt, og den single blev jeg selvfølgelig nødt til at investere i. Og da jeg ikke kunne deltage i deres releaseparty en søndag i København, måtte jeg jo få MOR til at sende den til mig.
Og nu spiller de endda på Copenhell. Det er tæt på genialt! Jeg har svært ved at se, at det ikke skulle give mening at stå på Refshaleøen iklædt sort tøj og skråle med på ’Fisse i dit fjæs’, ’Brune timer’, ’Skrid ud af mit lorteliv’ og ’Gider ikke mere’. Og singlen står i øvrigt smukt ved siden af de andre i samlingen.
På Copenhell ville jeg også gerne se: Anthrax, Queensrÿche, Neckbreakker, Die Spitz, Konvent

Fcukers, Syd For Solen
Dem har jeg heller ikke set live. Kun forskellige optagelser fra f.eks. sidste års Coachella. Og Fcukers netop nu kunne blive den Confidence Man-koncert, som Roskilde aldrig gav os i 2018. Godt humør, dansefest, sjovt, veloplagt. Og lidt cool.
For der er en del distanceret coolness over deres lette, luftige electrohouse. De spillede NorthSide i fjor, men nu er det helt rigtige tidspunkt at se dem. De har været et par år undervejs, har spillet mange shows, debutalbummet er lige udkommet, og de har en håndfuld pissegode sange. Perfekt til en tidlig aften i solskin. For det rigtige publikum.
På Syd For Solen ville jeg også gerne se: Horsegirl, Wilco, Geese, Supermodel*, Amyl and the Sniffers

Getdown Services, Roskilde
Sjove englændere, der bliver bedre og bedre, og den hoppende ’The Radiator’ er en af årets indtil videre bedste rocksange. Øvrige titler som ’Skidmark Boogie’, ’Eat Quiche, Sleep, Repeat’ og ’Vomit, Piss and Shit’ placerer Bristol-duoen i kategorien for uhøjtidelige lømler som f.eks. australske The Chats, og hvem har ikke brug for den slags i disse alvorlige tider?
Men Getdown Services er overhovedet ikke punk, og der er selvfølgelig meget mere i dem end det rene nonsens. Det er musikalsk solidt funderet, ret groovy, ganske begavet leveret og sjov talesang. Musik må jo gerne være sjov! De spillede i december på Rust, men det fik selvfølgelig ingen omtale. Må være en af Roskildes rock-alibi-bookinger …
På Roskilde ville jeg også gerne se: Kneecap, The Cure, Little Simz Uncle Acid & the Deadbeats, Clipse (og en masse, jeg ikke kender)

Emmylou Harris, Tønder
Både Emmylou Harris og Daniel Lanois spiller på årets Tønder Festival, og så er tankerne jo naturligt bragt hen på et af mine favoritalbums overhovedet nogensinde, nemlig Emmylous Lanois-producerede ’Wrecking Ball’. Men der er nu ikke meget, der tyder på, at det album spiller nogen større rolle på den 79-årige countrylegendes igangværende afskedsturne.
Men det skal da ikke afskære mig fra en sidste gang at drømme om at opleve sangerinden med englestemmen, når hun takker af det helt rigtige sted på dansk jord. For der er jo meget mere end ’Wrecking Ball’ i hende. Og hvor ofte får vi nogensinde igen chancen for at opleve en legende, der så præcist kan kaldes netop det? Det bliver vist mest fortolkninger – men giver også plads til denne:
På Tønder ville jeg også gerne se: Daniel Lanois, James McMurtry, Sunny War, Aaron Lee Tasjan, Lily Fitts

Der er jo andre festivaler, men hverken Heartland, Smukfest eller Tinderbox byder på noget, jeg har svært ved at undvære.

Jeg HAR set Jamiroquai, Moby, Nick Cave, Duran Duran, Brand New Heavies, Jason Isbell og Manic Street Preachers, og så har jeg bare personligt mere ud af at se f.eks. Automatic eller Adult DVD på Loppen.

På O’Days kunne jeg sagtens se mig selv vippe med foden til Overmono, Joy Orbison eller et dj-set med The Dare eller Dislosure, og jeg kunne sagtens finde på at tage til nogle af de i jazz-sammenhæng skævere koncerter på Copenhagen Jazz Festival – Adrian Younge, Kokoroko, Nubiyan Twist, Nana Benz Du Togo eller Fatoumata Diawara. Eller måske Viktoria Tolstoy, hvis jeg skulle hørt en klassisk jazzsangerinde.

Hver sin smag, hver sin lyst – og det er helt ok!