Class of 86 – er ’Control’ det bedste album?

Der er mange gode plader på den liste over de 25 bedste albums fra 1986, som amerikanske Paste Magazine netop har publiceret – selvom de kalder 1986 for et svagt år i sammenligning med de to foregående.

Der er 18 amerikanske og syv britiske plader på listen, og det er jo ret typisk for den slags lister. Der bliver sjældent kigget uden for eget sprog- og kulturområde, og hvis man graver dybere end de mest populære bidrag, bliver det hurtigt meget tilfældigt, hvor man rammer.

Arthur Russell er en af de kunstnere på listen, hvor der er gravet dybt. Er hans ’World of Echo’ bedre, vigtigere eller hvad kriterierne nu er, end Beverly Glenn-Copelands ’Keyboard Fantasies’ eller ’Strange Times’ med The Chameleons?

Som vanligt er kriterier og metode overhovedet ikke nævnt, så hvad man får, er nogle Paste Magazine-skribenters kombinerede liste. Deres samlede, gennemsnitlige autoritet. Men har de nogen autoritet i dag?

Verden er fyldt med lister, alle laver lister, og alle lister med de bedste et eller andet er vel efterhånden lavet. Så hvorfor en ny liste? Er det et forsøg på at kigge på pladerne ud fra et historisk perspektiv eller med et nyt og aktuelt blik?

I dette tilfælde aner vi det ikke.

Paste er nået frem til, at Janet Jacksons ’Control’ er det bedste album fra 1986, og det står dem naturligvis fuldstændig frit for. Jeg kan godt lide den; nogle hits, noget fyld, Jimmy Jam og Terry Lewis-produceret, en vigtig plade for især sorte kvinder.

”Few LPs of the 1980s—or in the history of pop music altogether—sound so fully realized, brilliant, and one-of-a-kind,” skriver Paste.

Og så har den da ikke fået for lidt.

Janet var kun 19 år, da albummet udkom, men det var allerede hendes tredje album, og hun var netop ude af såvel et kort ægteskab som hendes deltagelse i tv-serien ’Fame’. Samtidig forsøgte hun at bryde fri af familiefaderens bånd, og det kan alt sammen høres. Glimrende. 

Men når jeg lytter den i dag, lyder den også lidt bedaget. Som så mange andre 40 år gamle plader.

Her er listens top 10:
1. Janet Jackson – Control
2. The Smiths – The Queen Is Dead
3. R.E.M. – Lifes Rich Pageant
4. Run-D.M.C. – Raising Hell
5. Paul Simon – Graceland
6. Madonna – True Blue
7. Randy Travis – Storms of Life
8. Peter Gabriel – So
9. Anita Baker – Rapture
10. Metallica – Master of Puppets

Resten kan læses her.

Det er altid nemt at finde personlige mangler på den slags lister, og jeg vil f.eks. meget indie-agtigt nævne disse:

Depeche Mode – Black Celebration
Talk Talk – The Colour of Spring
The Chameleons – Strange Times
Prince – Parade
Cocteau Twins – Victorialand
Elvis Costello – King of America
Elvis Costello – Blood and Chocolate
The Triffids – Born Sandy Devotional
The Go-Betweens – Liberty Belle and the Black Diamond Express
The Feelies – The Good Earth

Der er naturligvis mange andre gode plader, alt efter ørerne, der lytter. The The, Eurythmics, Nick Cave, Housemartins, Jayhawks, Spacemen 3 kunne være andre muligheder, men generelt var 1986 nok et år, hvor nogle af de store bølger fra de seneste ti år for alvor var dykket, lyden var meget studioglat – og hiphoppen kun lige var på vej ind i sin gyldne periode.

Og hvis alt det her er for mainstream, kan man altid bare spille sit C86-kassettebånd.