Den vidunderlige aften i Det Kgl. Teater

Der er pænt langt fra det danske kongehus’ pomp og pragt til en folkesanger eller, der sidder med sin guitar omkring bålet i det sydlige USA og funderer over livet hen over nogle stille sange.

Og det var nok noget á la det, der fløj gennem hovedet på Gillian Welch den aften i Det Kgl. Teater for små 15 år siden, da de gav deres vist nok hidtil eneste danske koncert.

Jeg husker det, som om hun nærmest afbrød sig selv i introen til en sang og med et smittende grin kommenterede, hvor underligt det var for dem at spille sådan et sted. Hun pegede op mod en af logerne tæt på scenen og sagde, at det var meget surrealistisk, at der kunne have siddet en dronning lige deroppe.

Hende og manden Dave Rawling er noget af det mest jordnære, man kan forestille sig, så vi forstod dem og grinede med. Resten af aftenen sad publikum vist ellers bare bjergtaget og fulgte med i skønheden, der væltede så tilsyneladende let og ubesværet ud over scenekanten.

Et par sangstemmer og et par strengeinstrumenter. Blot to enormt talentfulde mennesker i sync med hinanden og med fuldstændig styr på at få det meste ud af deres virkemidler.

I går rundede et af deres bedste album 30 år, nemlig ’Time (The Revelator)’, og titelsangen er et godt eksempel på det, de kan. Welchs vidunderlige, længselsfulde vokal, harmonierne, guitaranslagene, fingerspillet og en vidunderlig solo, hvor man har lyst til at synge hver en akkord, mens man nikker med på rytmen, som Gillian Welch gør det her:

Nogenlunde sådan må ’Revelator’ have lydt i Det Kgl. Teater den aften. Jeg bliver simpelthen aldrig træt af disse sange, hvor simple de kan fremstå, men hvor komplicerede de i virkeligheden er. Deres feeling, deres timing, deres tone, deres dynamik.

Det er bare musik. Sange. Men indenfor den type musik og sange kommer – i mine ører – kun de færreste i nærheden af deres musikalitet.

De skriver sammen, spiller sammen, udgiver sammen i eget selskab, reparerer deres studie sammen, når det bliver ødelagt af en storm. Oveni er de altid fuldstændig vidunderlige i interviews sammen. Et gammelt ægtepar, der indimellem færdiggør hinandens sætninger og stadig griner ad hinanden.

For mig er de country royalty. Om det er navngivet som solo eller som par – det eneste negative, jeg kan sige om dem, er, at de udgiver for lidt!