En sidste sang for Jennifer Finch (RIP)

Chokerende nyt her til morgen. For L7-bassisten Jennifer Finch er død i en alder af 59 år.

Det er kun nogle dage siden, vi erfarede, at hun var i behandling for kræft, en aggressiv kræft i hjernen, og at hun derfor ikke er med på L7’s farvelturne i efteråret.

Der er så mange gode ting, man kan sige om L7 – og selvom Jennifer Finch først kom til som tredje medlem, var hun med sin energi og mange kontakter i Los Angeles’ punkmiljø en meget vigtig katalysator i bandets udvikling, der bragte dem ud i verden og gjorde dem til forbilleder for en masse andre musikere.

Deres historie er også punk i Los Angeles, grunge i Seattle, Courtney Love, Krist Novoselic, Dave Grohl, som Jennifer Finch var kæreste med i en periode.

Det kan anbefales at se dokumentaren ’Pretend We’re Dead’, som ligger tilgængeligt på YouTube:

Det er på mange måder en meget traditionel musikdokumentar, der fortæller om bandets historie, op- og nedture. Men det er en god historie.

For L7 er vilde, sjove, rå, skøre, hårde, udfordrende og aktivistiske. De stod bl.a. bag koncertrækken Rock for Choice til støtte for abortrettigheder og var dødtrætte af altid at skulle svare på spørgsmål om at være et ”girl band”.

Filmen er fyldt med både vilde turne-historier, sjove episoder og de tragedier, der hele tiden lurede i deres verden. Det er sprut og stoffer, dødsfald, pengeproblemer og en musikbranche, de ikke selv tjente meget på at være en del af, selvom de spillede store festivaler og turnerede verden rundt.

Men det er nok først sent, det går op for dem, at de jo selv betaler for tourbusser, minibar, flybilletter, producere, studiotid, musikvideoer osv.

Men L7 havde en god periode fra debuten i 1988 til og med ’Hungry for Stink’ i 1994, hvor deres grungepunk efterhånden nåede langt ud.

De var autentiske, de var der for musikken, og de var på hjemmebane i det trashy og grimme, der prægede så meget af den tid. De var mere til Motörhead end Poison, som de selv har sagt.

Første album udkom på LA-punkselskabet Epitaph, før de fortsatte til SubPop i Seattle med det, der nok er min personlige favorit med dem, nemlig minialbummet ’Smell the Magic’.

Her Jennifer Finch-sangen ’(Right on) Thru’ fra en festivalkoncert i Rio i 1993.

Og tunge ’Shove’ fra samme koncert, hvor de indleder med en hilsen til Nirvana:

Mens de indspillede ’Bricks Are Heavy’, kunne de se, hvordan grungen med mange af deres venner eksploderede rundt om dem, og den scene blev de selv en del.

Men Kurt Cobain døde i april 1994, deres ven og roadie Umbar døde ombord på tourbussen (!), og ’Hungry for Stink’ solgte ikke godt nok for deres nu store pladeselskab, og langsomt imploderede bandet vel midt i alt kaosset.

Jennifer Finch var den første af de fire, der forlod bandet. Via et brev midt under indspilningerne af deres næste album. Hun citerede helbreds-bekymringer, pengeproblemer, Umbars pludselige død og hendes fars dødsfald.

Men hun vendte tilbage, da bandet efter en 14 år lang pause fandt sammen igen i 2015 og både indspillede nyt og tog på turne igen, og herhjemme har de spillet på Copenhell og i Amager Bio.

Man kan på ingen måde anklage hende for at være konservatorieuddannet, så hun var perfekt i L7 med sin DIY-attitude, vildskab på scenen og fremdriften i hendes basspil.

Hun bidrog også med sange, bl.a. denne:

Der er mange andre musikalske højdepunkter med dem, der samtidig fortæller om den tid, de var del af. Men det er svært ikke at fremhæve dem for en anden sang, der fortæller meget om dem selv.

De optrådte nemlig med sangen ’Gaschamber’ i John Waters-filmen ’Serial Mom’ under aliasset Camel Lips, iført bukser, der forklarer bandnavnet:

RIP Jennifer Finch.